The Voice of Steve

Nil desperandum - Never despair. A medical student's journey in Odense

Ti myter om svenskere

En intressant genomgång av myter om svenskar, av danska Politikens korrespondent i Sverige. Inlånat från Sydsvenskan.se. I artikeln finns även tio myter om danskarna. Hyggeläsning! :-)

1. Svenskerne er stive
Der er noget om, at klimaet påvirker mennesker. I Sveriges lange land er skåningerne tit de mest sprælske og snakkesalige, mens der bliver mere og mere stille, jo længere op i Sverige man kommer. Er det stivhed? Måske. Eller også handler det om en generthed kombineret med jantelov. Men giv det nogle genstande, så løsner enhver svensker op ...

2. Sverige har dårlig mad
Myte skabt af danskere, der på vejen op til ødegården i Småland har standset ved en snusket vejkro og fået serveret noget fed, ulækker mad. Sverige har fremragende restauranter, og især Skåne ligger langt fremme på det gastronomiske kort. Notér, at ’svensk pølseret’ er en dansk opfindelse, som laves på kanoturen eller lejrskolen, når man kun har rester tilbage.

3. Sverige har flere forbud end Danmark
Få ting er mere forbundet med landet på den anden side end myten om Forbudssverige. Landet, hvor man ikke må noget som helst. Det passer simpelthen ikke. Danmark er nemlig langt mere reguleret end Sverige og har langt flere forbud. I Sverige må man godt bo i sit sommerhus hele året, man må godt gå over for rødt, og med allemandsretten kan man færdes alle vegne.

4. Svenskerne mener det samme i udlændingespørgsmålet som danskerne, de tør bare ikke sige det
Nok en af de myter, der er sværest at komme af med. Svenskerne undertrykker debatten, ynder danskere at sige. Og selvfølgelig findes der fremmedhad, eller bare dem, der sætter spørgsmålstegn ved en generøs asylpolitik, også i Sverige. Men de er ikke i majoritet, snarere i minoritet.

5. Svenskerne drikker mere end danskerne
Det kan godt være, at billedet af svenskere, der vaklede fulde ned ad Strøget på vej til Flyvebådene, er svært at glemme. Men sandheden er, at danskerne drikker næsten dobbelt så meget alkohol per person som svenskerne.

6. Svenskerne har ingen humor
Nu er det ikke nemt at være svensker i en gruppe af danskere. Jokes flyver gennem luften med lynets hastighed, og selv om man forstår ordene, er det meget svært at forstå den ironiske, danske humor. Men betyder det, at man ikke har humor? Ikke nødvendigvis.

7. Svenskerne gør altid, som myndighederne siger
Seks til otte skiver brød om dagen. Kør altid med cykelhjelm. Rygning er skadeligt. Svenskerne har en særdeles positiv tiltro til staten. Staten vil os altid det bedste. Derfor lytter man opmærksomt på de mange råd, som Socialstyrelsen og Folkhälsoinstituttet deler ud af hvert år.

8. Svenskerne er konfliktsky
I Sverige er konflikter ikke noget positivt. »Nej, skal vi ikke tale om noget andet. Lad os nu ikke ødelægge den gode stemning«. Konsensus er alfa og omega for svenskerne.

9. Svenskerne er storebroragtige
Overbærende, nedladende, arrogante. Men også dygtige, moralske og pligtfølende. Sverige er en klassisk storebror for sine nordiske søskende. Og mens man måske imponeres lidt af Norges oliemilliarder og sociale bevidsthed, så har Danmark altid været den livsglade lillebror. Svenskerne elsker Danmark. Tivoli, smørrebrød, frigjorthed og fandenivoldskhed. Og når Danmark har en hidsig udlændingedebat, er storebror – svensken – hurtig med at give os et slag over fingrene.

10. I Sverige kan man kun handle med Sven-kort
Forestil jer følgende: I rejser til Stockholm, går i byen og forelsker jer i noget lækkert tøj. I går til kassen og trækker jeres Visa-kort frem. »Desværre, vi tager kun Svensk-kort her«, siger ekspedienten. Nej, det er selvfølgelig en joke, det ville aldrig ske i Sverige. Det sker kun i Danmark –med Dankort. Og kom så ikke med dårlige undskyldninger om bankens afgifter og lignende. Det er kun i Danmark, at man behandler turister og nordiske naboer på den ugæstfrie måde. Og så spørger danskerne, hvorfor antallet af turister fra Sverige og Tyskland falder ...

0 COMMENT(S):